Mede-Dorthe & grisefisken...

Det store saltvandsfiskeeventyr løb af stablen omkring North Cape og Cape Reinga, som udgør de nordligste punkter på NZ´s fastland. Vi havde kørt den 7 timer lange tur fra Auckaland til North Wind Lodge, et øde hostel 6 km nede af en grusvej, hvor vi overnattede og mødtes med vores guide, Nikolaj. Lodgen var et meget behageligt bekendtskab. Værterne John og Cathrine gav stedet en afslappet stemning, og de to marlin-gale (marlin = kæmpe-kæmpestor fisk) københavnske fiskere, som også boede på hostelet, satte gang i fiskehistorierne. Nikolaj havde haft Sebastian med ude at fiske for 4 år siden, og nu kommer han hvert år, og han har sin egen båd. Sebastians ven havde mødt Sebastian på hostlet for 3 uger siden, og i stedet for at tage til sydøen og fiske., var han blevet fast inventar på Sebastians båd. De var godt nok bidt af det fiskeri. Jeg, Johannes, havde hørt mange historier om saltvandsfiskenes eksplosive karakter, og var virkelig spændt - så spændt, at jeg sov meget løst om natten.

Dorthe havde besluttet sig for at tage med, hvilken hun ikke skulle komme til at fortryde.

Kl. 6:30 spiste vi morgenmad, og en time senere kørte vi mod Parengarenga Harbour på østsiden af Northland, hvor Nikolaj som den eneste fiskeguide havde fået tilladelse af den lokale maoristamme til at stævne ud. Fantastisk morgenstund - udsejling med enorme hvide sanddyner i baggrunden. Vi sejlede først den lange tur omkring North Cape og videre vestpå til Cape Reinga. På vejen så vi flyvefisk (virkelig seje dyr), pingviner og en enkelt delfin. Vi kiggede efter fugleflokke på vandet, for at finde fiskene. Fuglene spiser de små fisk, som de større fisk jager op til overfladen. Vi fandt en flok tun, som desværre ikke vil tage fluen. Senere fandt vi en kæmpe flok Kaharwais, som Nikolaj sejlede rundt om, så jeg kunne kaste til dem. Det var vildt at se en flok fisk på størrelse med et svømmebasin følge efter båden og min flue. Bam, første fisk havde taget fluen. En flot fisk på ca. 2-3 kilo. Manner, der er riv i de fisk. Min klasse 10 fluestang (læs stiv fiskestang) bukkede fuldstændig sammen.

Nikolaj fortalte, at en af hans kunder en dag havde fået en ’grand slam’ på to timer. Udtrykket dækker over en snapper, en trevally, en kingfish og en tun. Derudover havde kunden kroget en lille blå pingvin! Jeg håbede, at jeg kunne gøre ham kunsten efter, med undtagelse af sidstnævnte fangst. Vi ankrede op neden for fyret på Cape Reinga, et sted hvor Nikolaj ofte fanger store travallies. Det blev det dog ikke til for os, men en flok kingfish lod sig lokke til båden af vores burley (pose med gammel fisk, som man har hængende bag båden og trækker i ved lejlighed for at skabe et duftspor i vandet). Jeg fangede her min første king, ikke verdens største (de fanges op til 40-50 kg!!), men en 3-4 kg har også ret. Fiskene huggede på en popper lige bag båden, ofte uden at jeg strippede fluen ind. En popper er en flue med en prop foran. Den flyder og laver en masse larm i vandet, når man trækker den ind.

En større king tog fluen og min stang (læs Ulriks stang) bukkede helt sammen. De fisk giver bare ikke op. Stangen rørte et sekund rælingen – og et halvt sekund og en ubehagelig lyd senere var stangen fem-delt og ikke fire-delt. Trods den knækkede stang lykkedes det os at få fisken ind. Ca. 6-7 kg vil jeg skyde den til. Tør slet ikke tænke på, hvordan man får en tyve kilos fisk op fra dybet.

På et tidspunkt spurgte jeg Dorthe, om hun ikke ville trække i burley´en. Idet hun trækker i posen kommer noget gråt op til overfladen. Noget stort og gråt. Dorthe udbryder: ”Nikolaj – se, der er en hval…”, og jeg skal lige til at dyppe fluen i vandet (det ku jo være en stor kingfish), da Nikolaj svarer smilende: ”Det er ikke en hval, Dorthe, det er en haj”. En baby-hvidhaj, og Nikolaj var meget begejstret, da han ikke havde set en sådan nær båden før. Jeg blev ærlig talt ret utryk ved situationen, da hajen de næste 15 minutter cirklede rundt om båden, imens Nikolaj prøvede at få fat i halen på den med de bare næver! Dorthe var også meget begejstret og fik taget en masse billeder.

Nå, men jeg var jo ikke taget på vandet for at fange hajer, så vi sejlede retur mod North Cape. På vejen så vi atter flyvefisk, måske verdens sejeste dyr, og pludselig ser vi nogle kæmpe sprøjt 100-200 meter fra båden. En marlin (læs kæmpe kæmpe kæmpe enormt stor fisk) sprang fri af vandet 6-7 gange. Nikolaj stod måbende og så til. Ikke hverdagskost, da disse fisk normalt kun springer ud af vandet, hvis man kroger dem. Vi havde inden denne oplevelse fortalt ham, at vi har en magisk evne til at tiltrække spektakulære naturoplevelser, hvilket han gav os ret i efterfølgende.

Næste stop var Nikolajs snapper-spot. ”Her er store snapper-trolde”, sagde han. Inden længe havde jeg kroget den første, men stor var den ikke. Vi havde beholdt nogle Kaharwais, som skulle bruges til agnfisk. Dorthe fik en stang i hånden med et stort stykke filet på krogen. 10 sekunder senere løb en fisk med fileten, Dorthe strammede linen op, og udbrød ”hvad skal jeg gøre??”, da stangen bukkede helt sammen. Hun rullede ind, og op til overfladen og en stolt fiskerpige kom en snapper i en massiv størrelse (3-4 kg). Jeg blev kun lidt misundelig. Og nej, det lykkedes mig ikke at fange en større en.

Dorthes næste kast resulterede i en virkelig flot og farvestrålende grisefisk – dens mund minder om en grisetryne. Dorthe er vist blevet lidt hug på medefiskeriet, hvilket glæder mig meget. Mede-Dorthe, kalder jeg hende til tider med et glimt i øjet.

Trevallien og tunen manglede stadig at blive landet, så vi sejlede retur mod Parengarenga, hvor vi ville prøve i indsejlingen. Desværre var bølgerne her for store, så vi sluttede af med at kroge et par snappers inde i naturhavnen. Her så vi også nogle store rokker.

En lang dag gik på hæld, da vi kørte retur mod vores hostel igen. Jeg overvejede stærkt at tage endnu en tur dagen efter, men jeg droppede det, da vejrmeldingen ikke lød fantastisk. Dagen efter føltes min krop som om jeg havde fået tæsk dagen før, hvorfor jeg var glad for min beslutning. Ville gerne ud endnu en gang, inden vi tager hjem, men Nikolaj var nødt til at tage til DK pga. dødsfald i familien.

Efterfølgende kørte vi til Cape Reinga, hvor vi overnattede på, hvad der uden sammenligning må være, den mest fantastiske camping plads på jordkloden. Hvid sandstrand og klipper til begge sider for 5 kiwidollars per næse. Ud på klipperne med Johannes og en pølse burley, som mågerne gerne ville have næbene i. I lang tid skete der ikke meget, men pludselig begyndte kaharwais at jage foran mig. Et langt kast og et træk i linen – fast fisk, og langt udløb. En kingfish i 7 kilos størrelsen havde taget fluen. Den havde en kompagnon i samme størrelse ved dens side. Det lykkedes mig at få trukket fisken op på noget tang tre meter under mig. Min (læs Ulriks) klasse 8 stang blev presset hårdt. Idet jeg tog fat i forfanget for at løfte fisken op, knækkede endnu en stang. ØV BIGTIME, for det var den sidste stang, jeg havde med. Slukøret mødte jeg Dorthe på klipperne.

Inden vi kørte retur mod Auckland kørte vi ud til fyret på Cape Reinga, hvor Tasman Sea møder Stillehavet. Et mytisk og storslået sted, hvor man føler sig meget lille.

I skrivende stund overvejer jeg en tur til Coromandel øst for Auckland, hvor fiskeriet skulle være rigtig godt. Jeg må have endnu en king på land på den nyindkøbte stang før vi tager hjemad.

Bytøsen møder fiskebumsen

18. februar blev de genforenet. Hun i buksedragt netop ankommet fra det solrige byliv i Auckland, han langskægget iført polaroid solbriller i størrelse XXL og dermed mulige at tage ud over et par almindelige briller. Der var tale om kultursammenstød – skulle det siden vise sig i forskellige sammenhænge. Og det er etnologen jo så bekendt med efter 6 ugers koloniseringshistorie ;-).
(Eksamen var i øvrigt den mest travle, jeg nogensinde har oplevet - meget skrivekrampe efter 2 timer!)

Vi tilbragte et par dage i Christchurch hos Rick og Lynn alias vores familie nr. 2, bl.a. tog vi os en ordentlig bytur, ’just the two of us’, som Withers synger. Fantastisk hyggeligt! Lørdag 20. feb. begav vi os så af sted mod Lake Tekapo. Lod med vilje et par ting være hos Rick og Lynn, så vi var nødt til at komme tilbage igen igen igen og dermed udskyde afskedsscenen. Kom til den turkisblå sø i skumringen, inden vi begav os videre til en af DOC-campingpladserne in the middle of nowhere. Her var så første udfordring for bytøsen; sådan at være ude i mørket kun omgivet af stjerner. Tænk, hvis der nu gemte sig et eller andet derinde i buskadset…

Søndag kørte vi til Mt. Cook Village for at forhøre os, om det var muligt at vandre Mueller Track (jf. de uploadede billeder). Vi havde nemlig tjekket vejrudsigten, som angav vindhastighed på 40-60 km/t i 2000 meters højde. Det er sgu da en pæn vind, tænkte vi, men damen i visitor centeret sagde, at det skulle ikke blive et problem (NZ’erne ER vikinger – det er jo det, jeg siger!). Ok, vi pakkede alt udstyret – det tager sin tid, for man skal have alt muligt ekstra med i tilfælde af, at man nu er nødt til at overnatte en ekstra nat, brækker en ankel, farer vild osv.
Kl. 14 begav vi os så af sted på de 5 kms track. Det lyder ikke af meget, men når der er tale om stigning på 1000 m vertikalt, får piben pludselig en anden lyd. 3 timer tager det, herunder en masse sved, pusten og hjertebanken. Sidste stykke af tracket er nærmest klatren på grus og store sten. Virkelig actionpacked (Rune, vi tænkte så meget på dig, herunder selvfølgelig hvor fedt det kunne være at kaste sig ud over klippen i falskskærm...), og det var virkelig sjovt. På toppen lige om hjørnet ventede os det smukkeste syn med laviner, gletchere og smukke Mt. Cook. Hurraaaaa! Det var så fantastisk. Solen skinnede, og vi mødte den stærke blæst og dermed kulden. Hvide danskerben gik pludselig i et med sneen.

Aftenens menu bestod af frysetørret pastaret med tun (her kulturclash nr. 2), som Johannes talte meget for, og jeg forstod, hvordan han de sidste 6 uger havde levet efter reglen ’It feels you up and that’s the most important thing’. Han havde nu ret – vi blev mætte, meeeeen kære Johannes, undertegnede var bekymret for, at din fine gastronomiske interesse var forsvundet med strømmen i elven. Herefter meldte trætheden sig, mens vi nød synes til solnedgangen over Mt. Cook.

Mandag begav vi os så på turen ned igen. Ikke særlig hårdt for vejrtrækningen, men til gengæld blev lårbassernes udholdenhed udfordret. Til sidst et par blævrende stænger, og jeg var ærlig talt bekymret for, hvorvidt de ville holde for hvert skridt jeg tog. Men benene holdt, og vi var en oplevelse rigere. I øvrigt mødte vi tyskeren Martin på toppen, en meget flink gut vi havde mødt på en bar i Auckland start december. Så vi fik lige opdateret vores oplevelser gensidigt og bekræftet, at der trods alt ikke er så mange mennesker i dette store land.

Med Mt. Cook på nethinden og trætte ben, kørte vi mod Wanaka for at få en burger - ja, det var faktisk eneste grund til destinationen, for Johannes ville virkelig gerne vise mig det burgersted. Kan bekræfte, at burgeren var køreturen værd. Derfra til Queenstown for at tilbringe et par dage. Hyggelig by i en dal ved en sø – stedet, hvor man gør alle de skøre ting som at bungyjumpe, springe i faldskærm, blive ’smidt’ af en helikopter med en cykel under armen for at fortsætte turen på to hjul osv. De næste par dage stavrede jeg rundt på to stive og smertende ben – ’øm’ er ikke nok at bruge i denne sammenhæng - til stor morskab for Johannes, der tildelte mig øgenavnet ’Dorthe 85’. Ja, mit 28. år trykkede pludseligt mærkbart. Det lod imidlertid ikke til, at hans ben var så ømme (eller også har han bare holdt det skjult for at være den seje, hvilket personligt er min teori). I Queenstown mødte vi i øvrigt surferduden Drew fra North Carolina, så nu har vi også logi dér, hvis vi lige skulle komme forbi ved lejlighed.

Fra Queenstown gik turen mod Te Anau, hvorfra vi skulle starte Milford Track fredag 26. Feb (jf. uploadede billeder). Tracket er meget populært, så vi var glade for, at vi havde booket i god tid. Vandreturen på 53,8 km går igennem Fiordland og er fordelt på 4 dage. Man skal forvente regn mindst en af dagene. En del af turen går langs Clinton River, så Johannes havde naturligvis sørget for at få tilladelse til at fiske dér (god idé med en tilladelse i tilfælde af, at en fiskekontrollør kommer forbi…). Første dag bestod i en times sejltur over Lake Te Anau og derefter kun 5 kms gåtur. De 5 km tog os dog omkring 3 timer, da vi havde adskillige stop og bid langs elven. Solen skinnede og Fiordland tog sig ud fra sin smukkeste side. Der er virkelig tale om barsk natur her – tyk bush, hvor kun en hærdet vandrer kan begå sig i tilfælde af, at man skulle være så dum at bevæge sig væk fra tracket. Ifølge Maori-legenden blev Fiordland hugget ud af en af guderne (som jeg nok burde kende navnet paa...) - et så smukt arbejde, at gudinden fra underverdenen, Hine-nui-te-po, blev bekymret for, at menneskene senere ville overrende og ødelægge området. Derfor opfandt hun sandfluer og myg og spredte dem udover Fiordland for at holde menneskene på afstand. Vi har personligt erfaret, at Hine-nui-te-pos ide virker! Trods sandfluernes krumme-størrelse, så formår de virkelig at skabe ravage. De bruger vores blod i deres æglægning, så hver gang man bliver bidt, bidrager man altså til endnu flere sandfluers tilblivelse!

Vi overnattede i Clinton Hut med 38 andre vandrere og blev informeret af den hytte-ansvarlige (hver hytte er bemandet med en DOC-mand/kvinde, som briefer om vejrudsigt m.m.) om, at det var en god idé at binde sine vandrestøvler sammen for at undgå at blive bestjålet af en kea (de kloge alpinpapegøjer) hen over natten. Aftenens menu: nudler med tun i rød peber og chili, tilsat et strejf af ost.
Dag 2 (16 km) havde vi solskin, elv og fisk igen. Smukt, smukt, smukt! Det var som at være havnet i en helt afsides verden; en verden, hvor ingen ’lige kommer forbi’, og vi forstod virkelig, hvordan det er naturen, der hersker her. En kendsgerning, vi i øvrigt fik bekræftet om aftenen, da den hytte-ansvarlige fortalte om den varslede nedbørsmængde på 350 mm over de kommende 24 timer (nej, der var ingen trykfejl dér!). Så meget vand kunne betyde, at vi ikke kunne passere dalen dagen efter og i ’værste’ fald måtte blive en ekstra nat i denne hytte. Men ingen ko på isen endnu – vi ville få besked om tingenes tilstand næste morgen. Sådanne regnmængder er i øvrigt ikke særegne for Fiordland – nærmere reglen end undtagelsen.
Aftenens menu: nudler med tun i sweet thai chili, tilsat et strejf af ost (indtaget ved synet af et par med-vandreres pandekagebagning...Suk!).
Regnguden valgte dog at beherske sig, og nedbørsmængden blev ikke så voldsom hen over natten som lovet. Alligevel blev vi anbefalet at gå tidligt næste morgen i tilfælde af, at regnen skulle tage til. Denne dag (14,4 km) skulle vi passere Mackinnon Pass, hvorfra der skulle være fantastisk udsigt i klart vejr. Det måtte vi imidlertid tænke os til, da regnen gjorde vejret diset og tåget. På toppen var der kraftig vind, så det var rart bare at gå, gå, gå for at holde sig varm. Stigningen var på 923 m vertikalt, men fordelt over en meget længere strækning ift. Mueller Track, så det var jo barnemad for os ;-). Da vi kom frem til nattens logi, forsøgte vi at hænge tøj, strømper osv. til tørre. Åh, man bliver så glad for at hoppe i noget tørt og varmt tøj efter at have været kold og våd i 5 timer (og at spise en masse velfortjent chokolade). Denne dag var dog ingenting ift. hvad der ventede os på dag 4 – skulle det vise sig. Ved aftenens briefing fik vi nemlig fortalt, at den varslede regnmængde var undervejs, og at det muligvis ville betyde, at vi skulle gå de sidste 18 km i samlet flok om mandagen: der var et område, hvor tracket måske ville blive oversvømmet, og hvis ikke vi kunne gå igennem, ville vi blive fløjet over i helikopter. Men vi ville igen få en briefing mandag morgen.
Aftenens menu: nudler med tun i pikles og løg og - i dagens anledning - frysetørrede ærter og gulerødder ;-). Luksus, siger jeg bare.
Dag 4 startede en smule hektisk. Netop som vi skulle til at indtage vores kaffe og morgenmad til lyden af ’heavy rain’ (Johannes havde netop bekendtgjort, at det vist var velfortjent med to kopper kaffe denne dag), kom DOC-kvinden og gjorde os opmærksom på, at vi var nødt til at gå i en gruppe, og at vi skulle gå hurtigst muligt dvs. om 15 min. Hyggelig kaffe-stemning blev forvandlet til banden og svovlen fra os begge, som hverken havde det ene eller andet pakket eller stillet sulten. I det øjeblik kunne den dame altså s…. mig et stykke. Men af sted kom vi med alle vores ejendele kastet ned i rygsækken og morgenmaden slugt. Og dagens vandretur skulle vise sig at blive fyldt med en masse action til synet af vand i uforklarlige mængder, væltende ned alle vegne fra. Vi krydsede et par sidestrømme til elven i tre-mands-hold for ikke at blive væltet omkuld, inden vi begav os ud i vand til anklerne…knæene…lårene…og rumpen for de kortbenede. 1-1,5 km var denne strejkning, og så var man vågen! Ingen af os har nogensinde set så meget vand i vores liv. Danske regnbyer – gå hjem og vug. Det her var altså serious business! Desværre fik vi ingen billeder taget, for vi havde ikke det vandtætte kamera med. Men det her link kunne have været os: http://www.youtube.com/watch?v=8D_PhJ77dG4. Det var som at gå i en bæk i 18 km, og den guidede gruppe vandrere bag os endte i øvrigt med at blive fløjet i helikopter over det kritiske område, fordi vandstanden siden vores passeren var steget betydeligt. Kl. 13.15 var dagens mission fuldført, og tilbage havde vi nu blot en sejltur fra Milford Sound til byen Milford og derfra en bustur til Te Anau Downs. Netop som vi blev sat af i Te Anau Downs begyndte det at klare op…

Efter en dags rekreation mødte vi kl. 7 onsdag 3. marts i Manapouri for at begive os ud på en 2-dags kajaktur på Doubtful Sound. Det viste sig kun at være os, der havde booket denne tur, så vi havde guiden, Toby, helt for os selv. Hvilken luksus – igen! Turen begyndte med en times sejltur over Lake Manapouri, herefter omklædning til våddragter for derefter at køre til Deep Cove, hvorfra vi skulle sætte kajakkerne i vandet. Det var overskyet og diset, hvilket ikke nødvendigvis var dårligt for en tur på Doubtful Sound.

Inden frokost havde vi formået at se springende bottle nose delfiner, en sæl og Fiordland crested penguins. Sidstnævnte kommer kun ind i fjorden i ca. 2 uger for at skifte dragt i feb-mar, så vi var meget heldige. Faktisk var Toby overbevist om, at der måtte være noget særligt ved os, for han havde aldrig oplevet et så alsidigt dyreliv inden for så kort tid. ”You are going to be so bored tomorrow…”, grinede han. At være på Doubtful Sound er som at være i en totalt anden verden – så stille og så smuk. Doubtful Sound er ikke nær turistet som Milford Sound, så man møder faktisk højst et par både og et par kajakker. Vi sejlede ned gennem Halls Arm og oplevede fjorden fra sin smukkeste side.. Vand som olie med refleksioner som et spejl. Billederne taler for sig selv!
Vi slog lejr på en naturcampingplads og hilste igen på de tusindvis af sandfluer. Aftensmaden (fra den fantastiske slagter i Te Anau – andre boller på suppen denne gang) blev indtaget til lyden af regndrupperne og det rige fugleliv. Bl.a. hilste vi på ’hus-wekaen’, som ifølge Toby altid lige kigger forbi, når der er overnattende gæster i dens territorium.
Torsdag blev vi vækket i mørke og var på vandet inden kl. 9. Dejligt at være tilbage på vandet og slippe for sandfluerne. Vi havde byttet plads og jeg derfor blevet styrmand. Dét, glemte jeg adskillige gange, hvorfor Johannes til tider kvækkede ’til venstre, til venstre!’ Trods en lidt slingret sejlads var vi ret seje og hurtige, så Toby fik lokket os langt ud ad fjorden – så langt, at vi kunne skimte udsejlingen til Tasman Sea. Vejret var mere blæsende og regnfuldt i dag, så der skulle flere kræfter til for at komme fremad og holde sig varm. Vi spiste derfor frokost i kajakkerne for at undgå at blive alt for kolde. Efter frokost var jeg blevet en rigtig kold skid og trætheden meldte sig hos os begge, så vi begav os tilbage mod Deep Cove. På sejlturen tilbage over Lake Manapouri havde vi ”æren” af radioværten Huxi Bak, som havde været på en én-dagstur og naturligvis lignede en rigtig københavner i designersweater og tjekkede bukser. Det var helt malplaceret, tænkte jeg iført mit outdoortøj med fedtet hår og varme kinder. Det handler sgu ikke om at se godt ud, når man er ude i naturen, men om at være praktisk klædt på!

Fra fredfyldte omgivelser i Fiordland kørte vi fredag 5. marts til Dunedin og Otago Peninsula for at se albatrosser. Hold nu op, det er store fugle! Vi kom lige i rette tid til at se dem kaste sig ud over klippen for at flyve. Albatrosser har brug for vind, når de skal lette, fordi de er så store og tunge. En masse billeder fik vi taget, hvoraf jeg præsterede at slette en stor del fra kameraet et par dage senere (vi har dog et par gode tilbage), fordi jeg ikke synes, der var nogle fugle at se. Måske de havde været dér, hvis jeg havde set dem på computeren. Men nu er de der i hvert fald ikke.
Fra Dunedin til Christchurch lørdag for at hente vores ting hos Rick og Lynn. Vi inviterede dem på brunch søndag morgen og begav os så af sted, inden det blev alt for sørgeligt. Turen gik mod Golden Bay – en lang køretur - for at nyde de sidste mulige øl på Mussel Inn, inden vi drog mod Nordøen. Vi havde booket et dobbeltværelse på hostellet Shambhala med komposttoiletter, fri yoga og meditation og udsigt ud over vandet. Et helt fantastisk sted, hvor man ikke kunne andet end at finde mere fred i sjælen! Her mødtes vi i øvrigt med min flatmate Freddy og hans veninde Elisabet.

Tirsdag 9. marts tog vi færgen fra Picton til Wellington. En 3 timers sejltur ud igennem Marlborough Sounds og over Cook Strait. Vejret var med os, så det var virkelig smukt. I Wellington bød Jess (som jeg var på roadtrip med i januar) og hendes flatmates os velkommen i deres hus. Det er simpelthen så herligt, når man kan bo hos folk. Det giver et helt andet perspektiv til ens rejse. Så det var rare 4 dage i Wellington, hvor vi var dasede rundt i byen, var ude at spise og i biffen og se Alice i Eventyrland. Jeg nåede desuden et smut til Masterton for at interviewe endnu en komponist, som jeg allerede havde talt med én gang tilbage i november.

En vintur i Martinbourough, en nat i Napier og flere tilbagelagte kilometer senere landede vi mandag 15. Marts hos Hamish og Sally i Auckland. Her gjorde vi stop et par dage, inden vi skulle videre nordpå til Northland bl.a. for at fiske STORE fisk. Herligt at være hos de glade mennesker igen og sove i en rigtig seng. Hmm…man begynder efterhånden at glæde sig over helt små særlige ting, som en ordentlig madras, en god bruser, en skarp køkkenkniv osv. Desuden har jeg adskillige gange drømt om rugbrødsmad med æg og mormors frikadeller. Ja, sådan finder man ud af, hvad der betyder noget for én i DK ;-).

Van Morrison er sat til salg. Ikke sælgers marked pt., så vi er begyndt at håbe på, at den bare bliver solgt inden 11. april. 12.000 km har han tilbagelagt, så det er da en pæn sjat, må man sige. Jeg klapper ham hver dag og siger, at han er en god bil i håbet om, at han så også får en idé om næstekærlighed.

Håber, at foråret endelig er på vej hos jer – her er efteråret begyndt at banke på døren. Dog stadig varmt og solrigt ;-).

Dorthe the Dolphin og alle de andre rødder

Hvor skal jeg dog starte - så meget at fortælle siden sidste blog...

Først og fremmest: det lykkedes mig at besøge en marae og fejre Waitangi Day (som I nok allerede har fundet ud af ved at kigge på billederne), og det var en fantastisk oplevelse. Hvor det dog gavner sig at være nysgerrig og ivrig efter viden! Jeg fik en invitation til fra Rangimarie Rawiri, en af vores forelæsere, som er fra den lokale Ngati Whatua o Orakei-stamme. I forbindelse med Waitangi Day-festlighederne lavede stammen en Zero Waste-kampagne, hvortil de skulle bruge frivillige. Arbejdet indkluderede en overnatning i Tumutumuwhenua – altså den marae, der hører til Ngati Whatua, og som er opkaldt efter stammens forfader. Maraen ligger i Okahu Bay i Auckland. Så inden jeg gav mig i lag med at sortere skrald på selve Waitangi Day, nød jeg godt af at blive en del af en traditionel powhiri - velkomst. Og det var både spændende og grænseoverskridende. Princippet var faktisk det samme, som ved den officielle velkomst til selve Waitangi Day, som billederne viser om end en smule mindre formel. ’Kort’ fortalt:

Vi ca. 60 gæster blev som en gruppe kaldt til selve wharenui – mødehuset - fra indgangen til gårdspladsen af en kuia dvs. en kvinde som ’kalder’ ved at recitere ’en sang’. Vi havde også en kvinde i vores gruppe, som svarede dette recitativ. Inden vi trådte ind i mødehuset, skulle vi tage vores sko af. Det er tapu at beholde sine sko på, ligesom man ikke må spise eller drikke inde i selve mødehuset. Vi satte os overfor de repræsenterende fra stammen og blev budt velkommen af høvdingen. Alt dette foregik på Maori-sproget, og det var en mærkelig fornemmelse sådan at blive talt til på et sprog, man ikke forstår. Men jeg ved (for det har jeg nemlig lært ;-)), at en del af hans tale bestod i at fortælle om hans whakapapa dvs. hans oprindelse – hvilken waka (kano) ankom hans forfædre i, hvilket bjerg hører han til, hvilken flod er hans osv. Og denne gennemgang kan tage lang tid. Efter høvdingens tale skulle ’vores’ høvding så tale, og det var også en fra stammen. Så han talte også på Maori og fortalte ligeledes sin whakapapa. Forestil jer, hvordan alle gæster normalt gennemgår deres oprindelse – en sådan velkomst tager altså timer. Efter talerne synger man en sang (som jeg havde lært i min kapa haka-gruppe ;-)). Og herefter kommer så det grænseoverskridende element – hongi dvs. at gnide næser. Hver eneste gæst hilste på hver eneste repræsentant fra stammen ved at hilse med hånden og støde næserne sammen. Det lyder måske ikke særlig grænseoverskridende, men at være så tæt på så mange fremmede mennesker var virkelig uvant! Nærmest som om at kysse 25 ukendte mennesker.
Efter næsegnidningen var vi således blevet ’et folk’ og sidste del af velkomsten bestod i middag (en rigtig god tradition, synes den madglade skribent).

Der var endnu lagt an til at møde nye mennesker – spændende mennesker, og jeg har efterhånden en lang smøre klar, når folk spørger, hvad jeg hedder: ”My name is Dorthe which is like Dorothy in English just in Danish. You can call me Dorothy, Dot, Dotti, Dorty – I respond to almost everything” (denne historie følges desuden op nedenfor…). Så indenfor et par timer, havde jeg igen igen igen stiftet nye bekendtskaber, bl.a. med Sven Jensen – en kiwi, som altså havde danske rødder, havde boet i DK i sine unge dage og stadig talte flydende dansk. Imponerende. Det er helt mærkeligt pludselig at tale dansk, når min daglige tale er på engelsk, så af og til tager jeg mig selv i at lede efter den danske oversættelse af engelske ord. Utroligt så hurtigt det går.

Mødehuset blev fyldt op med madrasser, og vi blev briefet ang. lørdagens skraldesortering og så-lidt-skrald-som-muligt-så-meget-genbrug-som-muligt. Denne kampagne er stærkt forbundet til Maoriernes værdier om at værne om naturen, idet de ser mennesket, som en del af naturen. Desuden har de gennem koloniseringen oplevet, hvordan pakeha (som er Maori-ordet for nybyggerne) har forurenet deres land bl.a. med oceaner af skrald. Så jeg følte virkelig, at min skraldebedrift var for både naturen, Maoriernes og min egen skyld. I øvrigt omtales DK som et land, hvor vi værner om at genbruge ressourcerne. Hmm…synes, at de har et lidt forgyldt billede af kendsgerningerne.

Efter at have tilbragt natten i selskab med 59 andre (fik faktisk sovet på trods af prutte- og snorkelyde) begyndte skraldearbejdsdagen kl. 6.00 lørdag morgen. Vi blev udstyret med T-shirts, solhatte og en skraldestation. Og sådan tilbragte jeg altså 10 timer med at sortere skrald, sige tak, når folk sorterede det rigtigt osv. (det handler jo om at rose), mens jeg oplevede, hvordan Waitangi Day blev fejret som en festival i DK. Kl. 19 var jeg ærligt talt ret træt af skrald, sol og reggaeinspireret musik (meget ny Maorimusik bruger reggae). Men alt i alt havde det været en stor oplevelse, som helt afrundes i dag fredag, hvor der er tak-for-hjælpen-barbeque. Det bliver fint lige at hilse på folk igen, høre skøre historier og i det hele taget bare hygge sig.

For resten gik min tur til Hastings også fantastisk godt, selvom jeg overnattede på et motel, der fik mig til at tænke på filmen og psykomorderen ’No country for old men” (hvorfor jeg var nødt til at kigge under alle sengene, inden jeg skulle sove for at sikre mig, at jeg var alene. Ikke helt alene var jeg – havde selskab af en stor kakkelak, som jeg gav besked på at blive i hjørnet, til jeg havde forladt motellet. Næste morgen var den væk…vil IKKE vide, hvor den havde bevæget sig hen!). Tama Huata var så rar og fortalte spændende historier og viden. Jeg er så glad for min lille optager – den er helt sikkert blevet min allerbedste ven. Så alt i alt var interviewet 2 x 7 timers bustur værd, og min samling af empiri er endnu en gang forøget.

For at vende tilbage til mit navn så havde jeg en rigtig sjov oplevelse i sidste uge. Jeg var ude at spise med Madeleine fra huset, og da vi taler om vores flatmates Dean, Marc og Romeo, spørger hun mig: ”Did you know that they always call you Dolphin?”. ”ha ha - what? Hvorfor kalder de mig det?” Tilsyneladende havde Romeo fået opfattelsen af, at min navn var delfin, da jeg i tidernes morgen præsenterede mig. Og der har så været diskussion blandt gutterne om, hvad mit rigtige navn er – ingen af dem har turdet spørge (i ædru tilstand), så når de har skullet referere til mig, så er jeg altså gået under navnet ’Dolphin’. Når jeg tænker efter, har jeg faktisk heller ikke hørt nogen af dem tiltale mig. Så da jeg kom tilbage fra middag med Madeleine, var jeg nødt til at konfrontere dem. ”Jeg har lige hørt, at I troede mit navn var delfin!” Jeg synes at mindes, at deres ører blev røde, og de forklarede så historien bag, OG at Romeo stadig ikke tror på, at man faktisk kan hedde Dorthe – han er sikker på, at det må være en forkortelse af noget. Jeg har en mission om at få ham til at sige mit navn i løbet af den næste uge, men jeg tror det bliver svært ;-). Så nu kan jeg skrive endnu en version af Dorthe til samlingen. Jeg kommer sgu til at savne de gutter!

Ja, en uge tilbage har jeg på Ardmore Rd. (rejser 18. Feb, til Christchurch for at møde Johannes), og det bliver med vemod, at jeg må forlade dette fantastiske sted. MEN forude venter jo alt det andet spændende, så jeg tror, at det er sådan, det skal være. Eksamenslæsningen lakker mod enden (det er rart!), og mandag er den så ude af verden. Jeg prøver at huske, huske, huske alle de mange ord, årstal, navne og de 117 andre ting. Far – jeg er så taknemmelig for, at du har videregivet dine klæbehjerne-gener til mig!

I går var det så min fødselsdag – tak for alle hilsnerne. Det kan anbefales at fejre fødselsdag i sommervejr. Solen skinnede, det var meget varmt, og jeg havde dresset mig up i anledning af mig selv ;-). Som tidligere nævnt havde jeg naturligvis indviet mine flatmates i fødselsdagen, og da det så var selve dagen i går, blev jeg pludselig helt forlegen over sådan at være i det centrum, jeg selv havde sat mig i. I går aftes fik jeg så fødselsdagssang, og vi spiste min hjemmebagte kage med danske flag (fra jeres pakke, mor og far). Derefter på bar i Ponsonby, hvor jeg fik overrakt en oppustelig delfin. En perfekt sammenklappelig rejsemakker, som man bare kan punktere, når man bliver træt af den. Den skal helt sikkert følge mig resten af rejsen! I dag fredag, temmelig mat. Eksamenslæsning…hmm…vi får se, hvor meget det bliver til. En tur på museum er måske dagens eneste projekt .

I øvrigt lige en kommentar om roadtrippen for at par weekender siden. Det var præcis så tøse-fnidder-agtigt, som jeg havde forestillet mig. Længe siden, at jeg har grinet SÅ meget indenfor så få dage. Christa – denne tur er helt sikkert dedikeret til dig. Vi legede turister, og jeg fik set en del af de steder, jeg har læst om på mit kursus. Super interessant. Desuden fik jeg oplevet en sand 21 års-fødselsdag, som tilsyneladende er en stor ting hernede. Det bliver fejret med kæmpe fest og som dreng, skal man drikke et KÆMPE glas øl – eller nærmere et rør med 3-4 liter øl i, vil jeg tror. Så ja, det er meget almindeligt, at det kun bliver i mavesækken kort tid! Tom, som fyldte 21, slog dog rekord, så vidt jeg kunne forstå, idet han drak det meget hurtigt og ikke ofrede det hele foran alle publikummerne. Mærkeligt mærkeligt – endnu en bid af kiwikulturen er konsumeret.

Min sidste weekend i Auckland skal bruges på hygge med flatmatesne og så en Kapa Haka festival i Hamilton på søndag. Det bliver spændende. Jeg tror efterhånden, at jeg kender til alle transportmuligheder og -priser – så hvis nogen af jer en dag lægger vejen forbi NZ, skal jeg glædeligt være jeres personlige rejserådgiver.

Alt for nu - sol, varme og lys til jer ;-)

Maori Mekka

Jeg er i et mekka (og Johannes er i sit mekka…); omgivet af viden, inspiration, spændende mennesker og en helt anderledes kultur; maorikultur, som jeg gang på gang forsøger at forstå. Jeg har lyst til at blive her i uendelighed, lære alt det, der læres kan, men jeg har som feltarbejder indset den væsentligste kendsgerning – at selvom motivation og engagement er tilstede i mødet med en fremmed kultur, så vil jeg aldrig kunne blive en del af den. Jeg kan forsøge, men jeg vil aldrig 100% kunne forstå maorikultur. For jeg har min egen kultur, som har formet mig.

Men taget alt dette i betragtning har jeg virkelig lært meget, siden jeg kom tilbage til Auckland, herunder mødt utroligt mange søde og snaksalige personer, som har delt deres livshistorier, oplevelser, opfattelser med mig. Det er fantastisk! Summer school-kurset har været utroligt spændende om end svært, når man først og fremmest ikke er fra New Zealand, hvorfor alt information er ny. Dernæst har jeg kæmpet med at kende forskel på diverse Maoritermer, og det er svært: at kende forskel på ord, hvis basis er 10 konsonanter (p, t, k, m, n, ng, r, w, wh og h) og 5 vokaler (i, e, a, o, u). Tag nu for eksempel whaikorero (som betyder en tale, der efterfølger en formel velkomst) og whakairo (som betyder billedudskæring). Og så prøv at huske det udenad! Derudover at skulle kapere 30-40 siders læsning i sit hoved og lige huske OG forstå det meste fra undervisningsgang til undervisningsgang. Jeg er udfordret! Men det er så spændende, og jeg takker mig selv for, at jeg gjorde alt benarbejdet for at kunne tage dette kursus. Desuden har ordet ’speciale’ fået en helt ny positiv mening. Gid denne følelse varer ved indtil december.

I dag var sidste undervisningsgang og blot 21 dage + to tests, siden jeg startede. Jeg føler mig flov over at være europæer efter at have erfaret, hvor forfærdelig kolonisering er for de mennesker, den går ud over. Og det værste er, at kampen faktisk stadig kæmpes. I Maorikredse omtales den nuværende regering stadig som ’the Crown’, altså den term, som refererede til den regerende engelske dronning, da Kaptajn Cook gik i land i NZ i 1769. Det er ret interessant. Jeg kunne nævne adskillige andre bemærkelsesværdige og skræmmende eksempler på koloniseringens påvirkning selv den dag i dag, men jeg vil spare jer.
Januar måned er fløjet – også fordi jeg udover forberedelse til kurset, har forsøgt at skaffe mig kontakter, researchet m.m., så jeg har en masse materiale at bringe med mig hjem. Jeg glæder mig hver dag, til jeg skal på universitet og blive klogere, finde ud af ting og snakke med flere mennesker. Jeg har interviewet Candy – en af mine Maori-medstuderende og fået hende til at synge en Maoribørnesang for mig og min optager; min underviser, Te Aroha (som betyder kærlighed – tænk, at hedde ’kærlighed’ - det er da smukt!), som også er Maori, og som har hjulpet mig videre til andre kontakter. Og i går kom jeg så ganske tilfældigt til at overhøre nogle af mine amerikanske medstuderende snakke om, at de senere på dagen skulle til kapa haka-time (alias sang- og dans. Den ’performance’ man oplever, når man besøger diverse Maori-turist-tilbud). ”Om de mente, at jeg kunne deltage også? For jeg var virkelig interesseret i Maorimusikken”. ”Just come along, no one will notice you, otherwise we’ll talk to our teacher – it shouldn’t be a problem”. Det var to fantastiske timer – simpelthen så sjovt, og jeg gik hjem med to indlærte Maori waiatas (sange), nye bevægelser og en masse indtryk OG en plan for de næste undervisningsgange. Vores underviser er en af de Maorier, der optræder på Museum of Auckland – altså den optræden, jeg så i november. Jeg må derhen igen – er sikker på, at jeg nu har en anden oplevelse.

Tænk, hvad tilfældighedernes spil kan gøre. Før jeg kom tilbage til Auckland, tænkte jeg faktisk, at det ville være sjovt at deltage i en kapa haka-gruppe for at prøve det rent praktisk. Og nu lykkedes det altså. I øvrigt vil jeg lige knytte en sidebemærkning hertil. For det viste sig faktisk, at de amerikanske studerendes lærer (som også er amerikaner og er med holdet for at holde styr på dem – tror jeg), havde været gift med en dansk kvinde og har en datter, som bor på Østerbro! Verden er lille, siger jeg bare…

Næste projekt ift. feltarbejdet er at opleve fejringen af Waitangi Day 6. Feb – den vigtigste dag i NZ – dagen (1840), hvor Maori-høvdingerne og briterne underskrev den traktat, som stadig den dag i dag diskuteres. Jeg ville faktisk gerne til Waitangi, men det er 3-4 timers kørsel fra Auckland, så jeg tror, jeg prøver at finde noget i Auckland. I morgen vil jeg høre en af mine andre undervisere, som kommer fra Ngati Whatua-stammen her i Auckland, om der er mulighed for, at jeg kan komme til deres marae (det mest centrale mødested for hver stamme). Det ville være helt ubeskriveligt, hvis jeg faktisk fik mulighed for det. Men nu må vi se. Derudover tager jeg mandag bussen til Hastings for at overnatte til tirsdag, hvor jeg skal lave et interview med en ret kendt (åbenbart) og utrolig travl komponist, som vist er ved at være lidt træt af de mange emails og tlf.opkald fra den danske pige, som så gerne vil have et interview med ham. Så nu har han presset mig ind, og jeg har været ude at købe en flot H.C. Andersen eventyr-samling til ham, som tak for at han vil dele noget af sin kultur med mig. Det bliver spændende.

Nok om Maori (I kan se på min lange beskrivelse, hvor entusiastisk jeg er ;-)). Livet på 15, Ardmore Rd. – mit hjem – er også en stor fornøjelse. Der er altid mennesker at snakke med, hænge ud med, tage på tur med. F.eks. er det blevet en tradition, at Freddy og jeg følges til uni indbefattende et smut omkring ’Hollywood Espresso’ på vejen for at købe den daglige kop kaffe og få den gratis medfølgende muffin.

For et par weekender siden var jeg på Piha Beach – en af de strande med sort sand. Virkelig mærkeligt. Og så var der store bølger og sindsygt meget understrøm. Kære hav – jeg har virkelig respekt for dig! (der var livreddere, og det var tilladt at bade – bare så nogen ikke bekymrer sig). Sidste weekend oplevede jeg så nattelivet i Ponsonby, som er ’mit’ område, da jeg tog ud og drak øl med gutterne. Utroligt sjovt var det, og utroligt sent blev det. Så udflugten til vulkanøen Rangitoto dagen efter blev udskudt til fordel for en biograftur og ’Sherlock Holmes’ (kan anbefales). I den kommende weekend drager jeg på roadtrip med Annbelle (mellemste datter i Spencer-familien, som jo var mit allerførste hjem i NZ) og et par af hendes venner. Det skal nok blive sjovt og helt sikkert meget tøse-fnidder-agtigt. Vi kører til New Plymouth og Mt. Taranaki (eller Mt. Egmont, som englænderne har døbt det). Måske vandrer vi op på det, men Freddy (som er øvet hiker) siger, at det er en hård og krævende tur - jeg satser ikke på toppen, men man kan jo altid gå noget af turen.

Så jeg smiler! Går rundt i Auckland, føler mig hjemme og tænker: livet er sgu da fantastisk. Snart er 3 måneder gået, og så mange ting er sket. Og det bedste er, at der er ligeså mange ting forude.

Det blev en ret lang update – om mig ;-). Jeg taler med Johannes hver gang, han er uden for bushen og har signal. Han har det godt og fanger nu fisk. I skal prøve at tjekke hans blog ud (http://flyfishwithjohs.blogspot.com) og se de smukke billeder. F.eks. af den fisk, som han har dedikeret til mig. Det er da kærlighed ;-).

Jeg sender hermed en masse solskin og lys hjem til jer alle og tænker, at det da vist er den perfekte timing, vi har valgt at rejse om på den anden side af jorden på.

PS. Man siger så tit, at scandinavierne er vikinger. Jeg vil vove at påstå, at kiwi'erne fortjener den titel mere end os. For det første er deres huse ikke isoleret, og der er IKKE radiatorer i rummene - højst en flytbar lille radiator, som du kan sætte i stikkontakten (men disse bruges selvfølgelig ikke om sommeren). I praksis betyder det, at der er utrolig koldt indenfor, man klæder sig godt på, drager afsted på uni, i byen eller lignende og kommer til at svede, fordi man har taget for meget tøj på. Dernæst elsker de aircondition. Efter to timers forelæsning siddende under en kuldeblæser og med en rumtemperatur på max 18 grader, vil jeg skyde på, bliver man altså en kold skid, for derefter at gå ud i solen og varmen og komme til at svede som en gris. Det kan da ikke være særligt sundt. Godt, at man har jernhelbred - jeg er (7-9-13) endnu ikke blevet slået ud af denne helbredsmæssige udfordring.

Første skoledag

Efter at have fejret et stille og roligt nytår i Christchurch skiltes vi 2. januar for 6 uger. Johannes blev kørt til Blenheim af Lynn og Rick (som skulle videre nordpå for at aflevere Lucas’ støvler, fordi han havde glemt dem. Store hjerter, siger jeg bare, sådan at begive sig ud på en 7 timers køretur for et par støvler!). Johannes skulle mødes med fiskebumsen Jesse (citat Johannes), og jeg skulle tilbage til Auckland for at starte i skole.

Det var en omvæltning at komme tilbage til Auckland og pludselig være på egen hånd igen. Men efter et par dage havde jeg vænnet mig til det. Første projekt var at finde et sted at bo, og jeg var ude at se på forskellige steder. Først hos én, som var virkelig desperat for at komme af med værelset, så han næsten ville gå med til hver en pris. Jeg blev skeptisk, og desuden lå huset i et ret øde område. Så jeg endte med at sige ja tak til et værelse i Ponsonby om end lejen var lidt højere end planlagt. Denne gang kom mavefornemmelse altså i første række (og jeg takker SU-styrelsen for, at de nu igen sætter penge ind på min konto og bidrager til mit sommer-kursus). Huset ligger på 15, Ardmore Rd., Herne Bay, 1011 Auckland (man ved jo aldrig, om nogen skulle få brug for adressen…) i et rart område med 10 min. i bus til centrum. Vi bor i alt ca. 20 unge af forskellig nationalitet i to etager. Fra vores køkken kan man stå og betragte solnedgangen over vandet, og i den lille have er en stor terrasse, som er yderst velegnet til diverse barbeques. Onsdag 6. Januar flyttede jeg så ind i mit nye hjem for 6 uger. Fantastisk at have sit eget værelse med en kæmpeseng (åh, hvor har jeg sovet længe). Onsdag var også min første skoledag, og mødet med de 84 andre studerende. Jeg gik derfra med endnu en god fornemmelse – det skulle nok give mig viden. Men da jeg skulle købe den obligatoriske litteratur, erfarede jeg, at selvom man er på den anden side af jorden og i et helt andet land, så kan uni også være utjekket. For selvfølgelig var bogen udsolgt – der var ikke lige nogen, der havde regnet med, at holdet var SÅ stort!?%#! Jeg fatter ikke, det kan være så svært at finde antallet af tilmeldinger, men det kan det åbenbart og er således et verdensomspændende problem. Godt, at man har gået på uni i 6,5 år, så man kender til alternative steder at skaffe litteraturen. Så inden dagen var omme, havde jeg mig en udgave af bogen + et lånerkort til Aucklands offentlige biblioteker.

Torsdag talte jeg med Johannes – han var kommet tilbage fra bushen til civilisationen og havde således fået mobilnetværk igen. Han havde også fået sig nogle oplevelser bl.a. med sandfluer en masse og med en helt ny madkultur i form af pasta med ketchup. ”Ikke ligefrem sådan vi to har levet den sidste måned” (citat Hr. Pagh), og jeg forestiller mig, hvordan han har måttet gå på kompromis med sine smagsløg og gourmet-viden derude midt i ingenting. Der var desuden ingen melding om fisk endnu. Johannes har i øvrigt sin egen fiskeblog: www.flyfishwithjohs.blogspot.com for dem, der vil se fiskebilleder og høre historier.

Kurset i Maori society er som sagt rigtig interessant og givtigt, men jeg oplever også, hvordan sproget til tider kan være en barriere. Skønt jeg forstår stort set det hele (nogle gange tager jeg faktisk mig selv i at tænke på engelsk), går det af og til enormt stærkt, og så er der ikke så meget tid til at tænke efter. På torsdag har vi vores første prøve, som er en del af eksamen. Det er rart at tænke på, at jeg ikke nødvendigvis behøver at bestå den prøve – jeg skal jo ’bare’ suge viden til mig og har ingen forpligtelser ift. meritoverførsel osv. overfor universitet i Kbh. Så jeg tager det hele som en oplevelse. Jeg håber desuden på, at jeg snarest skal et smut til Hastings og lave et interview med en Maori-komponist.

Jeg synes, det er fantastisk at bo i Auckland – lidt som man ser i filmene ;-). Der er så meget nyt at opleve, finde ud af og se hele tiden, og det kan jeg godt lide. Det er sjovt at prøve at have et hjem i en helt anden verden, bogstavelig talt. Tanken har faktisk strejfet mig, at det er ærgerligt kun at skulle være her 6 uger, men på den anden side er det måske godt at stoppe mens legen er god, ligesom jeg gerne vil opleve alt det øvrige planlagte på denne rejse.

Efter jeg er kommet tilbage til Auckland, er det som om, at de sidste to måneder har bundfældet sig. Der er sket meget, men tiden er også fløjet. Én ting, jeg har tænkt rigtig meget på, er, hvor lærerigt det er at rejse – pludselig at se sin egen lille eksistens i et helt andet perspektiv. Og man bliver afhængig af det. Så jeg er ikke i tvivl om, at denne rejse er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort – og hvis jeg kender Johannes ret, så er han uden tvivl enig.

Hermed en sending sol og varme hjem til jer i DK.

Godt nytår

Vi er landet hos Rick og Lynn i Christchurch igen. Da vi drejede ned ad Proctor Street, føltes det som om, vi var kommet hjem ;-). 'Hotel Vandertie' husede allerede en familie i det andet hus + 3 amerikanere - Jesse, Carolyn og Lucas - i deres eget. Så vi nåede lige at hilse på dem og udveksle oplevelser, inden de begav sig nordpå. Jesse og Lucas er begge inkarnerede fluefiskere, og Johannes aftalte at mødes med Jesse 2. januar i Blenheim for at drage på fiskejagt i en uge, inden Johannes skal mødes med to andre inkarnerede fluefiskere fra Finland. Jeg er begyndt at tro på kærlighed ved første blik - i hvert fald når man sætter et par hidtil fremmede fluefiskere i samme stue. Johannes glæder sig til at komme i gang med fiskeriet - undertegnede er nok ikke den sjoveste fiskemakker (fx. er der lige det dér med tålmodigheden...). Jeg bliver hos Rick og Lynn til 3. januar, hvor jeg så flyver til Auckland. De første par dage skal jeg forsøge at finde en lejlighed, men jeg har allerede et par forespørgsler ude, så det skal nok gå. Jeg har booket et hostel de første nætter, så ingen skal bekymre sig over, at jeg ikke har et sted og sove.

Vi tilbragte 25.-30. dec hos Kelly i Marsden 15 km. fra Greymouth, og her oplevede vi, hvordan det regner på Vestkysten - som man hele tiden hører. Kelly bor alene med sin hund, et par får og høns i et stort hus ude på landet. Jeg sagde til hende, at der altså ikke er mange 26-årige piger i DK, som bor alene midt ude i ingenting. Clarky og Glenys var også logerende under vores ophold, og de havde julegaver med til os. Så kom julefølelsen alligevel lidt frem.

2. juledag begav vi os så længere ud i ingenting. Johs havde fundet en elv, som han gerne ville give sig i kast med. Han skulle kontakte de lokale i området for at få tilladelse til at fiske, og det viste sig, at elven lå midt i et lille kristent samfund 'Gloriavale Christian Community'. Vi vil begge våge at påstå, at mødet med dette samfund er den mest mærkværdige oplevelse, vi begge har haft nogensinde. Vi kørte 35 km ud af en sidevej fra hovedvejen og kom til en dal med et par farme hist og her. Kvinderne i lange blå kjoler med tørklæde om håret, mændene i blåt arbejds-lignende-tøj. Vi meldte vores ankomst på hovedkontoret og skrev os ind i bogen. Vi skulle komme tilbage og skrive os ud, når vi forlod området (af sikkerhedsmæssige årsager - så de ved, at man ikke er faret vild eller faldet i elven). Disse mennesker lever puritansk og afskåret fra omverdenen, har ikke TV, radio eller aviser og er primært selvforsynende. De giftes som unge i arrangerede ægteskaber og får så en masse børn. Det føltes som at træde ind i en amerikansk film fra 1800-tallet a la Det lille hus på prærien. Og samtidigt var der små indikationer på, at de alligevel levede i år 2009 f.eks. var der en masse fladskærme og andre kommunikationsmedier på kontoret, som bruges i forretningsøjemed. Da vi kørte derfra (uden fisk og igen i regnvejr), var der idrætsaktiviteter på græsplænen - cricket og volleyball-kampe iført samme beklædning. Kelly fortalte senere, at kvinderne også svømmer i disse kjoler! Jeg har aldrig oplevet et så anderledes sted før, og jeg var glad for, at jeg var taget med fiskeren derud.

Søndag var det så min tur til at vælge dagens program, så vi kørte til Westport for at stoppe ved Punakaiki og Pancake Rocks på vejen. Det var et hæsligt vejr med regnvejr og tyk tåge. Desuden sagde Van igen en mærkelig lyd! Nå, vi drog afsted og tog det som en udfordring. Pancake Rocks er klipper, der - som navnet antyder - ligner stablede pandekager. Imellem dem er de såkaldte 'Blowholes', som kommer bedst til udtryk ved højvande. Skønt vi ankom ved lavvande, fik vi alligevel et indtryk af fænomenet. Bølgerne kommer med enorm hastighed og kastes op mod klipperne, så vandet kommer ind i hullerne og sprøjter op i luften. Jeg var glad for at have set endnu et af NZs højdepunkter.

Fra Punakaiki kørte vi videre i tågen langs vandet til Westport, og efter ankomst til en øde og knapt så charmerende lille by, gik det op for os, at her i NZ er det mere køreturen frem for destinationen, der er formålet. Og om man kører i 2, 3 eller 4 timer er underordnet. Efter frokost på den lokale café kørte vi til Cape Foulwind for at opleve endnu en sælkoloni. Og så begav vi os på den ca. 2-timer lange køretur tilbage til Marsden.

Så var det blevet mandag, og vejrudsigten lovede godt vejr. Johs ville gerne fiske, jeg ville gerne på Frans Josef-Gletcheren. Så vi splittede op. Johannes satte mig på bussen i Greymouth og begav sig på fiskeeventyr. Jeg havde en 2-timers bustur til Frans Josef, hvor jeg havde booket en guidet halv-dagstur på gletcheren. Frans Josef-by er ikke andet end turister og gletcherguider. Der ventede mig endnu en særegen oplevelse og et mødet med NZs forunderlige natur. Et mix af regnskov og is. Efter introduktion og 45 mins vandretur gennem dalen for foden af gletcheren, fik vi monteret pigge på støvlerne og begyndte så opstigningen. Først primært på grus/stenunderlag, som siden blev til den lyseblå is. Det er en varm gletcher, så man kan sagtens holde varmen med t-shirt. Gletcheren er 7-8 km, og vi kom ca- halvvejs op. Der er konstant guider på gletcheren for at sikre turisternes sikkerhed. Gletcheren bevæger sig dagligt 1 meter, og den is, der falder på toppen, lander 50 år senere for foden. Jeg vil lade billederne tale for sig selv.

Ud over de fantastiske omgivelser mødte jeg min første kea - en af de eneste bjergpapegøjer i verden, så vidt jeg har forstået. Jeg havde glædet mig til dette møde, for jeg havde hørt mange historier om disse fugle, som i bogstaveligste forstand stjæler med næb og kløer. Man skal derfor ikke efterlade sin rygsæk, madpakke eller andet i deres nærvær. De er utrolige problemløsere, som har lært sig at åbne vandflasker, stjæle vandrestøvler, afmontere vinduesviskere m.m. Alt, hvad der glimter eller ser interessant ud. Den kea, vi mødte, kom meget tæt på og fulgte os på vej ned af gletcheren igen - han håbede sikkert på, at der ville falde et eller andet af til ham...

Det var ikke muligt for mig at tage tilbage til Greymouth samme dag, så jeg måtte overnatte i Frans Josef. Eftersom Kellys bror, Brendon, (ja, vi har diskuteret, om de mon er opkaldt efter Beverly Hills), bor i The Forks ikke så langt fra Frans Josef, havde jeg dagen i forvejen ringet og spurgt, om jeg kunne låne hans sofa. 'No worries', sagde han, så det var planen. Brendon er faktisk også guide på gletcheren, og det viste sig, at jeg havde mødt ham deroppe. Han møder tit kl. 6.00 på arbejde for at hukke trinene ud i isen til turisterne. Denne dag havde han desuden hugget den snævre passage ud i isen, som vi skulle igennem...

Tirsdag kørte jeg så med Brendon tilbage til byen og hoppede på bussen tilbage til Greymouth. Flot køretur langs søer m.m. omend regnen igen tog fat.

Onsdag headede vi så mod Christchurch og passerede Arthur's Pass på vejen. Det er et af de smukkeste landskab, vi hidtil har oplevet! Solskin, bjergtoppe, rislende elve og vilde blomster. Fantastisk, fantastisk, fantastisk ;-).

Update slut - Johs skal igang med en kæmpe lammesteg, som skal spises iaften sammen med Rick og Lynn. Om 8 timer er vi i 2010.

Godt nytår!

PS. Jeg kæmper med mit fotoalbum for at backe det up og uploade det - det driller. Tålmodigheden spiller mig desuden et puds - det er jo set før...Så jeg tager lige et break, inden jeg får et hysterisk anfald ;-)

Abel Tasman - nu i billeder

Her er lige et par fra Abel Tasman (dog i omvendt rækkefølge - vi kajakkede den første dag, gik den anden dag) - I får mails med invitationer til flere albums inden længe.